Home / Generelt / Unfinished business…

Unfinished business…

Jeg vågner 01:52. Uret er sat til 01:55, men det indbyggede ur slår nemt det elektriske. Op med det samme og i bad. Jeg hopper i min Saysky aerosuit og monterer mit pulsbælte. 02:15 kommer resten af mit team, Simon og Heine, og vi spiser en let morgenmad bestående af havregryn, brød, honning og juice.

Cyklen bliver monteret bag på Support Car One og 02:30 afgår vi fra Ulvik, der ligger 36 km fra Eidfjord. Jeg har hovedtelefoner på og Tina Dickow i ørene, hvilket giver mig en vis ro i hovedet. Vi finder et sted at parkere og bevæger os mod T1. Klokken er 03:15 og det er stadig helt mørkt.

Der er en relativ lang kø, for at komme ind i T1, da udstyret inkl. refleksvest skal tjekkes. Jeg har en helt ny Saysky Illuminate vest med, hvor refleksen er ”skjult”. Jeg ved godt, at det kan give lidt kontrovers, men vi har forberedt os med et billede med flash på. Chief Marshallen bliver tilkaldt og vesten bliver godkendt med det forbehold, at der bliver sat et stykke refleks! på ryggen, da hun ellers var bange for at bilisterne ville tro, at det var stjernehimlen – whatever.

Herefter bliver jeg iklædt våddragten og det er tid til at sige farvel til teamet. Jeg er sygt nervøs og det fortæller jeg dem. Jeg har aldrig været så emotionel før et løb, men det her, er noget helt særligt.

Jeg går ombord på færgen og vælger at være på dækket fra starten. Jeg monterer mine ørepropper og falder mere og mere ind i mig selv.

Der er vildt mange mediefolk ombord, men jeg føler mig ok i balance og observerer dem bare. På et tidspunkt åbner de for en stor brandslange, der sender det kolde fjordvand ud i hovedet som en slags ”opvarmning” eller klargøring til den nedkøling, der var på vej.

DSC_0057
Klargøring til svøm 03:30.

Vandtemperaturen ligger på det her tidspunkt mellem 13 og 15 grader, hvilket er koldt, men OK, når man har våddragt, neoprensokker og neoprenhætte, så er det faktisk ikke så slemt.

Med et kvarter til start åbner færgen bovporten og fjorden åbenbarer sig i tusmørket uden for. En drone med 4 små lamper tændt farer rundt over vandet som en hidsig bi. Folk hopper i uden den store tøven, så snart atleterne før dem er væk fra nedspringszonen. Jeg springer selv i ca. midt i feltet. Vandet føltes koldt, men mindre koldt end forventet og ikke koldere end i Ulvik. Rolig svøm til starten, hvor en række kajakker agerer streg med en samling vandtrædende triathleter bagved. Jeg mærker hurtigt strømmen, da man ved almindelig vandtræden hurtigt forsvinder væk fra stregen. Et kort forvarsel og derefter lød færgen Utnes horn og vi var i gang. I starten svømmer jeg bare, hvad jeg føler som vanligt tempo og kigger op hvert 10. tag for at navigere. Da mit ur bipper første gang efter 500 meter tænker jeg, at mit ur må være i stykker. Jeg har svømmet sygt langsomt, men slår det hen. Næste 500 meter er lidt bedre, men stadig helt vildt langsomt. Sådan fortsætter det. Mit worst case scenario var 1:30 inden start.

 

DSC_0096

Da jeg havde svømmet 40 min. til Øresund Triathlon (halv ironman) uden at trykke til overhovedet, burde det ikke være urealistisk, men det er det. Jeg ender i 1:50!, og der er ikke mange cykler tilbage i T1. De fleste har svømmet omkring 1:30, så jeg har dermed smidt 20 minutter.

DSC_0102

Jeg kommer ind i skiftezonen, hvor Heine hurtigt får fat i mig. Af med våddragten og på med vest, løse ærmer, hjelm og sko. Vi forsøger også med noget varmt vand til fødderne, men det er alt for varmt, så det bliver droppet. Jeg kommer relativt hurtigt afsted og kører mod den første stigning. Føler mig ok tilpas og efter ca. 5 km begynder det at stige og hurtigt er procenten oppe på 6-10%. Det stiger uafbrudt til ca. 38 km og der ikke et plateau eller det, som ligner det undervejs. På et meget ujævnt stykke taber jeg min frontmonterede drikkeflaske og dermed er jeg stort set uden væske på de første par og tyve kilometre, da jeg ikke må modtage support fra min support bil i den sektor af løbet. På et tidspunkt passerer jeg min support bil, der holder i kø foran en tunnel, som vi skal køre uden om på en gammel sti. Stine står uden for bilen og jeg råber alt hvad jeg kan, at de skal sørge for at jeg får en flaske så hurtigt som muligt efter no-support-zonen.

Normalt når jeg svømmer dårligt, plejer jeg at være en stærk cyklist i den tunge ende af feltet og jeg plejer at køre mig op. På den første stigning bliver jeg stadig overhalet og nogen gange med masser af fart. Mine medatleter er stærke og motiverede. Jeg vælger dog at holde min wattplan og kører omkring 215 watt. Et problem er dog, at jeg har for lidt gearing på. Jeg kan sagtens træde wattene, men det sker med en langsom og ineffektiv kadence – straffen for ikke at have testet ruten først. Ved 24 km er de der med flasken, og jeg kan fortsætte med at få energi ombord.

På toppen får jeg en ny flaske, lidt energibar og lidt bolle og afsted går det. Oppe i 1200 meter er det dog ret koldt og det er begyndt at regne, ligesom vinden er taget kraftigt til. Det står hurtigt klart, at jeg må have mere tøj på. En Gore Mythos jakke bliver til yderskal sammen med Saysky vesten, der skal bæres under hele løbet pga. tåge og dårlig sigtbarhed.

DSC_0127
På Hardangervidden.

I 2 graders kulde og med voldsomme vindstød går det nu i let grad nedad oppe på Hardanger Vida plateauet. Jeg fryser mere og mere, hvilket bl.a. betyder, at jeg får svært ved at bremse og tale rent. Samtidigt er regnen taget til og inde i min hjelm lyder det nu som et blikskur i haglvejr. Vi prøver med håndvarmere i handskerne, men det giver ikke det store. Da mine handsker er gennemblødte, skifter vi et par gange uden succes inkl. et par havehandsker indkøbt on the fly af teamet i Geilo.

DSC_0135
This is Norseman…
DSC_0138
Hurtig optankning..

På stykket i højden mærker jeg første gang, hvad Norseman for alvor er og hvad det gør ved folk. Jeg er normalt en dårlig nedkører og bange for risikoen for styrt, men det forsvinder hurtigt, og jeg kører bare stærkere og stærkere og mere og mere vildt. Vinden og kulden, der normalt frustrerer mig er fuldt accepteret og omfavnet som en del af dagen – dette er Norseman!

De næste tre toppe er kortere og mindre stejle og mit team var super tilstede på bjerget. På et tidspunkt kørte de forbi mig efter et stop, og Simon råber: ”Du er 179!”. 179. 19 pladser fra de magiske første 160, der er de eneste, der får lov til at slutte på Gaustatoppen for at modtage den sorte t-shirt. Vi har egentligt aftalt, at de ikke skal give mig placering, da jeg kører på mine watttal og ikke skal forcere før løbet. På næste stigning er teamet helt oppe og køre, og da jeg kører forbi endnu en rytter, råber Stine: ”endnu en torsk i nettet”… Jeg tænker, at det er lige til grænsen, specielt da konkurrenten er fra Norge og sikkert udmærket forstår, hvad der bliver råbt. Jeg elsker dog entusiasmen, der også giver mig lyst til at fange en mere.

Sidste bjerg hedder Immingfjell og er igen en solid stigning, der bringer én fra 600 meter op i 1137 meter. Jeg kører stadig mine watttal og jeg kan efterfølgende se, at jeg faktisk kørte fornuftigt på det sidste bjerg selv i forhold til de gode. Desværre har jeg sat alt for meget til og måske især på Hardanger plateuet, hvor jeg ellers skulle have hugget til på ”Våbenet” (min tri cykel). Til sidst på Immingfjell er jeg dog begyndt at blive presset mentalt. Da jeg møder teamet, spørger jeg om afstanden til toppen, og da de svarer ”det ved vi ikke” eksploderer jeg. ”Det er da for helvede det eneste, I skal holde styr på” ryger retur kombineret med et wattburst i pedalerne, der får cyklen til hoppe. Bjerget er heldigvis ovre få minutter efter.

På toppen af Immingfjell kører man på et lille plateau, hvor man så siger farvel til teamet frem til T2. Man er således uden support fra 152 til 180 km. Det gør dog ikke super meget, da det er ren nedkørsel. Det sker dog på utroligt dårlig vej, hvor den største udfordring er, at holde sig på cyklen. Jeg kører med stor opmærksomhed og slipper bremserne, når jeg skal passere de stykker, hvor alt er en stor rystelse. På et tidspunkt rammer jeg dog et kæmpe hul med +60 km/t i timen, der gør, at min forlygte flyver af og mit styr pludseligt sidder i 45 grader minus og mit hjerte helt oppe i halsen. Jeg sunder mig kort og prøver forgæves at rette styret ud. Herefter er det op på cyklen igen og ned i knap så meget fart som før. Jeg mister to placeringer, mens jeg står og kigger på mit styr, men de er inden for rækkevidde.

I T2 er Heine igen klar med stol, løbesko og meldingen: ”Det bliver varmt”. Jeg er gået fra 4 til 20 grader på meget kort tid, og nu skal jeg afsted på løbeskoene. Jeg løber hurtigt afsted med en Taiwaneser lige foran. ”196, 197” råber damen ved udgangen til løberuten, mens hun vender et sort nummerskilt. ”197” for helvede da! Vi har troet på, at vi var inden for rækkevidde af de magiske 160 og nu er det pist væk. Det er som en kæmpe forhammer, der bliver banket lige ind i panden på mig.

DSC_0175
On the hunt…

Det samme gør sig gældende for teamet, hvor de sender Heine tilbage i T2 for at tjekke op på stillingen. Svaret er ligeså nedslående som før. Nu kæmper jeg for at finde motivationen for hver meter. Jeg kan slet ikke hente mig selv op på den puls, som jeg ved, jeg kan ligge på. Alligevel henter jeg dog løber efter løber – ikke mindst til Stines store tilfredshed. Det betyder noget, og jeg får mere og mere flow, efterhånden som jeg fanger flere løbere. Omkring 23 km kan jeg nogenlunde regne ud, at det er totalt umuligt at nå 160.

DSC_0191
Gaustatoppen v. Jacob: 1-0

Ved 25 km træder Heine og Simon ind som hjælpere, men opstigningen på Zombie Hill med 6-8% stigning foregår i gang og langsommere end de fleste andre.

DSC_0217
Opstigning på Zombie Hill

Ved 32,5 km får vi den endelige besked af race director og drejer med det samme mod white finish på Gaustablikk. Vi er ikke blandt de 160 første og Gaustatoppen er væk for os. Stille og roligt får vi gang i mine løbeben og efter små 10 km når vi i mål som team, men 15 pladser fra det forjættede land og en stor portion stolthed og en mindst lige så stor portion skuffelse i rygsækken.

IMG_1479

Vi bor få kilometer fra målstregen, og da vi drejer ind i indkørslen reagerer min krop med heftige rysteture og smerte helt ind i knoglerne. Jeg har givet næsten alt, og nu er der slukket.

Til slut vil jeg gerne sige tak. Når jeg selv læser race reports med tak til sponsorer, synes jeg nogen gange, at det virker lidt forlorent, men jeg kan love, at det kommer fra hjertet her.

Norseman kan ikke køres uden hjælp!

Tak til René Andersen fra Garmin, der har hjulpet med det elektriske set-up i form af 735XT, Edge 520 og ikke mindst Vector pedalerne, der er geniale som wattmålere.

Tak til Kim Sørensen fra Salomon, der leverede sin store viden, råd og den superpakke, der skulle have bragt mig til toppen, men som alligevel kom i brug på white finish.

Tak til Lasse fra Nutramino for at levere verdens bedste energibar (raw) og energidrik.

Tak til Hannu Haslach fra Gore – uden Gore Mythos jakken og handskerne, var jeg helt sikkert ikke kommet i gennem kulden.

Tak til Lars og Nicklas fra Saysky, der leverede racesuit, den fedeste refleksvest i feltet, teamtrøjer plus masser af god karma.

Tak til min mor, der gjorde drømmen mulig.

Tak til mit Team Ibing: Heine, Simon og Camilla, der gav alt på dagen og gjorde det til en uforglemmelig oplevelse – jeg glæder mig til at råbe af jer en anden gang 😉

Tak til Stine (sine qua non) for din tålmodighed og for at dele drømmen med mig.

Og tak til dig! Fordi du gad at følge med i dette kapitel af eventyret.

About Jacob

Check Also

Norseman

Jeg er inde…

Det er et år siden, jeg modtog en mail fra Norseman med beskeden om, at …


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/triathlete.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Powered by themekiller.com anime4online.com animextoon.com apk4phone.com tengag.com moviekillers.com